Arkiv | marts, 2012

Hele dagen i haven!

14 mar

Normalt er jeg på kursus om onsdagen – men ikke i dag. Jeg var i kolonihaven, og det var dejligt!

Jeg brugte fire timer på at grave død hæk op – med to store ikke så døde ahorn imellem og plantede nye ligusterplanter. Hårdt men nødvendigt! Så fik jeg klippet roser og gødet. Ned på alle fire og fik håndluget det lange bed. Der er simpelthen så mange forskellige løg, så jeg kan ikke luge med min cirkelhakke. Det er hårdt for mine knæ, men jeg kan godt li’ at ha’ føling med jorden. – Og så får jeg heller ikke hugget så mange regnorme over, tænker jeg.

Countryside Metropolis

13 mar

Ja, hvad er nu det for noget?

Her til aften var jeg til et møde på Alsion om Sønderborgs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Umiddelbart skulle man ikke synes, det har noget med have at gøre. Jeg var der dog i kraft af, at jeg er medlem af Rosenkreds Sønderborg og Omegn. Det var et spændende møde, og jeg er stolt over at bo i en by/kommune, der vil noget! Vi konkurrerer med Aarhus, og så kan man måske synes, der er lidt David og Goliat over det. Jeg tror dog, der er en god chance. Foreninger og organisationer var inviteret for at bidrage med ideer og samarbejde.

Denne aften kan kun illustreres med en rose. Det er “Odyssey”, der står i Ejnars have på Kegnæs. Ejnar er også bestyrelsesmedlem for vores lokale rosenkreds. Han og flere andre har åbne rosenhaver til sommer. Det skriver jeg mere om, når den tid kommer.

Den købte jeg så ikke!

12 mar

Skulle min mand læse dette indlæg, vil jeg skynde mig at berolige ham. Jeg købte ikke den vintergæk, jeg viser her. Meget kan jeg finde på at bruge penge på, hvis det befinder sig i planteriget, der er dog grænser. Jeg er sikker på at de rigtig galanthofile (=en der holder meget af vintergækker) synes, det er et røverkøb. Det er så bare ikke mig.

I Gartneriet Spiren er der dog så meget andet spændende. Som for eksempel påskeklokker i titusindvis. Det er nok også det, gartneriet er mest kendt for – og med rette.

En vintergæk

11 mar

Ja, sådan en har jeg købt i dag. Een eneste!

Jeg var jo til generalforsamling i Det danske Rosenselskab i dag i Korsør. Undervejs var vi også lige et smut i Skælskør hos Marianne Rostén, der har Gartneriet Spiren. Fascinerende som altid. Hun sælger også diverse løg og knolde i potter udover påskeklokker og juleroser. Jeg kom hjem med to påskeklokker og en vintergæk, jeg selvfølgelig ikke kan huske, hvad hedder. Men det er sådan en som på det første billede, så det må jeg kunne finde ud af. Når jeg googler billeder af vintergækker, kunne det se ud til at være den, der hedder Galanthus nivalis ‘Viridapice’.

Så er jeg igang

10 mar

Foråret er kommet til min kolonihave. Det er i dag første dag, jeg har været ude i haven i lang tid. – Altså udenfor og ikke i drivhuset kun. Da jeg skal sidde i en bil i morgen i en del timer, havde jeg en ide om at ville passe lidt på min krop. Det var svært! Jeg ville jo både flytte nogen fliser, grave gammel hæk op, kultivere jord, plante et par frugtbuske, og… Så selvfølgelig har jeg nu ondt i både lænd og knæene. Nå, en god nats søvn gør sikkert underværker.

Desuden har jeg sat de sidste dahlier til forspiring, lagt gladiolusløg i potter og sået chili og rosenslynger, Rhodochiton atrosanguineum. Alt i alt er jeg ganske tilfreds med min arbejdsindsats, og så er det måske meget godt, jeg ikke kan komme i haven i morgen, så min krop kan restituere lidt.

 

Det danske Rosenselskab

9 mar

Weekend – bare så dejligt! Jeg glæder mig sådan til at komme i haven i morgen. Der har kun været tid til et enkelt kig eller to i løbet af ugen.

Søndag går turen til Korsør, hvor Rosenselskabet har den årlige general-forsamling. Det er første gang, jeg deltager, så jeg er da lidt spændt på dagen. Også fordi, vi er inviteret til Gartneriet Spiren.

Rosen på billedet er i øvrigt Getrud Jekyll, som jeg har et opstammet eksemplar af i min kolonihave. Jeg har tre opstammede roser, der alle tre startede med at stå et par år i store krukker. Jeg tror, det er godt, de er blevet plantet ud i den fede alsiske lerjord nu. De er pakket ind i fiberdug endnu og ser ud til at have klaret frostgraderne  – modsat et par andre roser, der er blevet skadet af frosten.

Floks

8 mar

Jeg har rigtig mange floks! Det er en plante, jeg holder meget af! Jeg har nok flest af dem, der hedder paniculata til “efternavn”. Det første foto viser dog en vårfloks, phlox divaricata.

Jeg glæder mig til at se dem i blomst igen til sommer. Duften er også bare fantastisk. Jeg flyttede mange med fra Kalundborg, desuden købte jeg flere på torvet i Flensborg sidste sommer. Nu har jeg siddet og savlet over alle de dejlige floks, man kan købe på www.thyboesminde.dk. Bare navnene i sig selv: ‘Errötendes Mädchen’ (rødmende pige),  ‘Fallschirmseide’ (faldskærmsilke), ‘Rauhreif’ (rimfrost)! Men jeg må nok hellere lige checke, der er plads til det hele, før jeg investerer.

Flere iris

7 mar

Jeg har ikke blot skægiris. Måske kan man fornemme det, den ene af de viste iris i dag er lillebitte og jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Jeg købte den for et par år siden i Staudehaven på Fyn. I parantes bemærket lukker de den 3. juni i år. Og der er ophørsudsalg – det lyder “farligt”!

Så er der en iris sibirica, “Cambridge”. Den kan nok bedre klare lerjorden i kolonihaven, uden jeg gør noget ved den. Den sidste er en blommeiris, iris gramineus. Den dufter så dejligt.

Iris

6 mar

Jeg har iris – masser af iris! Mest iris germanica i forskellige sorter.

Jeg håber på, at jeg har fået mindst en af hver med til Sønderborg. Det kan jeg først se, når de begynder at blomstre i juni en gang. Jeg har plantet dem i kolonihaven. Der er blandet lidt grus i jorden, inden jeg plantede, da jorden er fed lerjord. Denne iris kan bedst li’ veldrænet, varm jord til den lidt tørre side, og rizomen (som rodknolden hedder) skal ligge kun halvt nede i jorden.

 

Mariannes have

5 mar

Ja, jeg har fået lov til at vise jer et par billeder fra Mariannes have. Kom til at tænke på, at mit indlæg fra i går måske kunne misforstås. Jeg har nemlig både en veninde, Marianne og en søster, Jytte. Og vi var alle tre på tur i lørdags.

Det her er Mariannes have. Vi kan li’ mange af de samme planter og synes, det er dejligt at have nogen at dele interessen med. Min søster Jytte bor lidt længere fra os, i Jelling, men er også glad for have. Så når vi alle tre er sammen, kan vi ikke lade være med at snakke have. Men det gør jo heller ikke noget, vel?