Arkiv | Drivhus RSS feed for this section

Søndag i haven

18 jun

Det er sådan en neutral overskrift – men dækker jo indlægget.

Jeg var i kolonihaven det meste af søndagen. Om lørdagen var jeg på tur til nogle af de åbne haver syd for grænsen. Det venter jeg dog med at fortælle om.

I stedet er her et billede af min første frøsåede rose i blomst. Den er ganske sød. Endnu ved jeg dog ikke noget om væksten, eller om hvor sund den er.

Flere af mine allium blomstrer nu. Her er først allium roseum. Den har jeg ikke haft før – og jeg var ikke klar over, at den laver små yngleløg. Det er da bare dejligt.

Allium schubertii er måske mere speciel end køn.

– Og så fik jeg ryddet op i drivhuset igen. Det var tiltrængt. Jeg smed den reol ud, jeg havde fået hos Jem & Fix. Den var altså hverken pæn eller funktionel – og så skulle den ud.

Forår eller sommer?

28 maj

Ifølge kalenderen er det vist stadig forår, men varmt som om sommeren. Når sommeren snart starter officielt, falder temperaturen. Ikke at det overhovedet skal genere mig, om det bliver lidt køligere. Både jeg og de fleste af mine planter synes, det er for varmt. Jeg har måttet flytte alt ud af drivhuset på nær pelargonierne. Midt på dagen har temperaturen været oppe på 42 grader. Ja, ja, jeg har købt gardin. Men det er ikke rigtig til at sætte op, før jeg får flyttet nogle hylder. – Og de sidder godt fast! Jeg kunne også hvidte ruderne, men det synes jeg ikke er pænt.

I skyggen blomstrer en fin lille hvid småhjerte.

Her er dagens iris. Det ser ud til at mine iris germanica – indtil videre – har tænkt sig at springe ud på skift.

Jeg har godt nok haft de blå franske anemoner på bloggen tidligere; men her synes jeg, den står så fint med broget storkonval og snefrytle.

To primulaer, jeg købte i vinters ved et arrangement hos Sønderborg Havekreds – om primulaer.

Blomster i mine pak choi. Det sker, når det bliver varmt. Blomsterne må også kunne spises.

Det er varmt – og grønt!

26 maj

Først var det koldt, så blev det varmt. Jeg glæder mig, til det bliver sådan midt imellem!

Tulipanerne er næsten alle ovre, men mine allium giver farve til haven, indtil roser og stauder tager over.

Jeg fik klippet græs i dag. I morgen må jeg gå plænen efter for alle de lange græsstrå, plæneklipperen ikke umiddelbart kunne tage. Det var simpelthen for varmt i dag. Jeg skal også i gang med at luge. Det kan jeg faktisk godt li’. Det bliver så pænt bagefter, og jeg tænker på absolut ingenting, når jeg luger.

I min lillebitte urtehave gror alting så fint. Tv. i billedet ved drivhuset har jeg sat de sidste planter, jeg endnu ikke har fået plantet. Et par træer, løvefod og pæoner. Det skal altsammen ud til Vollerup i den nye have. De stod bag ved drivhuset. Men det er det sidste hjørne, der trænger til at blive ryddet op i, så potterne skulle ha’ en ny plads. Så kunne jeg checke for snegle ved samme lejlighed. Der var tre à 1/2 cm. Det er da ikke mange:)

Det var duerne

20 maj

Duerne blev taget på fersk gerning i dag. Det er dem, der spiser mine kålplanter! Nu har jeg lagt noget tunnelplastic over. – Også over de forspirede ærteplanter, jeg plantede ud i dag.  Ja, jeg har plantet en del i kolonihaven i dag. Desværre var der kun strøm på mit kamera til 3 fotos, så det må række. Det første er min hænger. Den endte med at være for tung til drivhuset, så nu hænger den i æbletræet. Det ser også fint ud.

Dette er en af tre nelliker i potte i mit drivhus. Jeg holder så meget af duften.

Her er det småplanter af ribstomater, tror jeg, de kaldes. For en måneds tid siden faldt jeg over en bakke med bittesmå tomater i Bilka. Jeg havde aldrig set så små – og dyre tomater. Så jeg købte en bakke, spiste tomaterne minus et par stykker, som jeg moste og tog frø fra. De blev sået og spirede meget hurtigt. Der var jo også tale om friske frø! Efterfølgende har jeg set, at man kan købe frø fra bl.a. Camilla Plum. Men da jeg egentlig slet ikke ville have tomatplanter i år, var jeg ikke klar over det. Nu tænker jeg, at jeg vil plante et par potter til, som kan stå i drivhuset eller lige uden for.

Aurikler

13 apr

Jeg kan ikke nå at komme i kolonihaven i dag. Jeg kunne såmænd bruge al min fritid derude, men det går jo ikke. I forvejen synes min mand og to børn, at jeg bruger så rigelig tid derude. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at vise endnu flere af mine primulaer.

 

Det her er en aurikel, Primula X pubescens, som altså også hører til primula-familien. Det er den eneste navnesort jeg har, da det er en aflægger af en plante, en meget god haveveninde havde med hjem fra Frankrig en gang. Selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad den hedder nu, men den er i hvert fald blevet til flere gennem årene. Her havde jeg dem stående i plantekummen i drivhuset i Kalundborg hele vinteren, så jeg kunne styre, de ikke fik det for vådt. Ikolonihaven har jeg plantet dem ud i bedene, og der er de også begyndt at blomstre nu. Jeg har blot ikke noget ordentligt foto af dem der endnu. På sidste foto er det samme sort bare lidt tættere på.

De er ellers nemme nok at formere. Enten ved aflæggere eller ved at så dem – nemmest med friske frø. Så er det spændende, hvilke farver man får. Gider man ikke det, kommer der jo snart aurikler på Claus Dalbys anbefaling til salg i Bilka.

Kold påske

7 apr

Havde forestillet mig, at det gode forårsvejr bare fortsatte, efter jeg kom hjem fra Budapest. Det gjorde det så bare ikke. Øv! Jeg har fundet fiberdugen frem til planterne i drivhuset i kolonihaven. Mens jeg har været i Kalundborg, har det været ned til -3 grader.

Jeg skulle jo have lavet den store haveforårsrengøring i haven i Kalundborg. Men da jeg kom derover, havde min svigerfar klaret det hele :). Det var da bare dejligt. Så kunne jeg nøjes med at gå og nusse lidt og endnu en gang finde et par småplanter at tage med hjem. Blandt andet flere bergenia som den på billedet. Dem vil jeg glæde mig til at potte op i drivhuset i dag. Lave en kande te til at tage med, tænde alle stearinlysene, nyde foråret, og at der er et par dage tilbage af påskeferien.

At lege bi

4 apr

Jeg har været i gang med penslen. Jeg har leget bi og – forhåbentlig – bestøvet blomster på nectarinen i drivhuset.

Det meste af formiddagen foregik i drivhuset, da det regnede. Øv! Jeg havde ellers planlagt at luge, luge og luge i bedene. Det blev så først over middag, da solen dukkede op igen. Min søster, Jytte, dukkede også op med et par sandwiches, og vi sad og hyggede os en lille time i drivhuset. Det var dejligt.

Jytte, Marianne og jeg var på tøsetur igen i går. Derfor ikke noget indlæg i går. Da jeg startede denne blog, var jeg overbevist om, at jeg kunne lave et dagligt indlæg. Men jeg gider ikke, at det skal være kilde til stress. Så det må blive ” så ofte som muligt” i stedet. De næste par dage er jeg væk igen, da vi skal et smut til Kalundborg. Jeg skal over at lave forårsoprydning i haven. Så jeg er ikke tilbage på bloggen før på lørdag igen.

 Men tilbage til tøseturen. Ja, Jytte kom herned fra Jelling i går for sammen med Marianne og mig at tage en tour de planteskole i omegnen af Flensborg. Vi har selvfølgelig også handlet lidt denne gang. Mere om det i et andet blog indlæg, da jeg lige skal have pakket færdig inden afgang til Sjælland. God påske!