Arkiv | Stauder RSS feed for this section

Lille pause

27 jun

Ja, der kommer en lille pause på bloggen. Vi flytter til Vollerup på fredag – og dels skal jeg pakke og flytte, dels kommer vi først på nettet igen på tirsdag. Så det gi’r sig selv.

I dag var jeg i haven nogle timer. Først da jeg skulle hjem, blev det varmt. Jeg fik håndluget de fleste af mine bede – og det kan ses.

Her et par fotos fra i dag. Først en trælupin, lupinus arboreus. Det er første sæson, jeg har den – så jeg har ikke de store erfaringer med den. Den er vist ikke helt hårfør, men jeg fik den da gennem vinteren. Jeg dækkede den dog lidt til. Jeg har altid troet, den ville være rent gul, men denne har lidt rosa i.

Nu blomstrer flere af mine stiklingeformerede roser. Her er det Pilgrim, en Austinrose. Jeg har et stort flot eksemplar i haven i Kalundborg – så stor, at den ikke kunne flyttes. Så prøvede jeg med stiklinger i stedet.

Flere lathyrus. Jeg har en buket på mit skrivebord – og den dufter!

Bakkestjerne, erigeron, og allium caeruleum.

Pelargonier, storkenæb og en enkelt myretue

15 jun

Jeg er på vej i kolonihaven. Vejrudsigten siger regn, så måske når jeg bare et par timer. I dag lægger jeg et par billeder på bloggen, som jeg tog forleden. Mine pelargonier har det fint i drivhuset. De kan klare varmen – ja den i drivhuset. – For varmt er det heller ikke i det sønderjyske.

Også storkenæbene har det godt. De står under æbletræet i flimmerskygge.

Min timian havde det godt, indtil myrer fandt ud af, at der var godt at bo. Da jeg købte kolonihaven, var der en flisegang fra den ene ende af haven til den anden. Man kan stadig se det på min header her på bloggen. Jeg tog fliserne op og lavede nye bede. Der hvor fliserne havde ligget, var der stadig megen stabilgrus. Det lod jeg ligge og plantede de planter, der skal have et godt dræn. – Som timian, iris germanica m.fl.. Det synes myrerne åbenbart også godt om.

Min nye iris

13 jun

Ja, den er måske ikke helt ny. Jeg købte den april sidste år i Kiekeberg. Men jeg har aldrig set den i blomst før nu. Den er bare så smuk synes jeg.

Iris germanica “Elegant Impressionist”.

Jeg var lige et smut i kolonihaven i dag. Jeg nåede at klippe græs ind imellem at rette stile og holde møde på skolen. Jeg har så travlt med afgangsprøverne for tiden, så der er ikke meget tid til haven. Når så jeg oveni ikke bare lige har den uden for døren, så er det ikke meget, jeg har kunnet tænke have her på det seneste.

– Men de historiske roser er begyndt at blomstre. Her er det rosa mundi.

Måske Tuscany superb. – Jeg kunne ikke lige finde skiltet.

17 år

8 jun

Vores datter, Anne, bliver 17 år i morgen og skal holde fest. Så arbejde og festforberedelser gør, at jeg kun lige var forbi haven i morges. I går nåede jeg slet ikke derud. Vi har fået en del vand de seneste par dage, og alting står fint. Jeg tog to billeder kun.

Min knautia macedonia står rigtig godt. Den er næsten for voldsom, som den står blandt mine albaroser. De er iøvrigt på nippet til at springe ud – lige et par dage mere.

Endnu en iris hollandica.

Tre små film

4 jun

Jeg håber, I endnu en gang bærer over med mig, når jeg går og mumler i min kolonihave 🙂 – Og det er selvfølgelig hverken høstanemoner eller høstasters, men vinterasters!

En gang må jeg få lært (= finde tid til) at redigere og klippe filmene sammen, inden jeg lægger dem ud.

Trøje af, trøje på

3 jun

En dejlig dag i kolonihaven, hvor jeg har plantet rigtig meget ud af alt det, jeg har haft stående. Sommerblomster, stauder, grøntsager… Og så var der koldt, så var der varmt. Jeg tror, jeg har haft trøjen af tyve gange – og på igen. Når jeg lå på alle fire i jordhøjde og lugede, var det varmt. Når jeg ellers rendte rundt, var det koldt. Men alt i alt passer temperaturen mig noget bedre end den varme, der var i sidste uge. – Ikke det, jeg kan gøre noget ved det 🙂

Så her følger billeder af noget af det, der blomstrer nu.

Iris hollandica

iris germanica

Jeg har en del selvsåede ribs i hækken rundt omkring haven. Jeg kan ikke nænne at fjerne dem.

Chili

Nu er der blomster nok til at binde buketter.

De første roser

2 jun

I går havde vi sidste skoledag på 10’eren, og der er tradition for at vi alle kører til Heidepark ved Hamborg. Jeg var hjemmefra fra klokken 6.30 om morgenen til 19.30 om aftenen, derfor ikke noget blogindlæg i går.

De første roser er sprunget ud i kolonihaven. Aicha er så fin i al sin enkelhed. Jeg har en forventning om, at den lægger en del vækst til i denne sæson. Den kunne godt bruge et par grene mere fra basis. Men i betragtning af at mange af mine roser har stået mindst en sæson i potte, klarer de det fint.

Også Frühlingsduft er sprunget ud. Den dufter bare så dejligt. Her er den dog i knop.

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg havde en gul buddhablomst, roscoa cautleyodes. Den mindede mig om det med 4 fine små blomster.